2.1 Om skrivebordet

At have en arbejdsplads med en pc er en kompliceret sag. Den skal indrettes med omtanke. Der indgår mange parametre, og en hel masse af dem er individuelt betingede. Der er ingen standard-recept: gør sådan og sådan; den enkelte arbejdsplads skal så at sige skrædersys til den enkelte bruger. Men i centrum for det hele er skrivebordet, så lad os starte gennemgangen med at se på det.

Skrivebordet

I det følgende tager jeg for givet, at du har et skrivebord, hvorpå både skærm, mus/trackball og tastatur er placeret. Hvis du har flere borde eller har et pc-bord med flere plader, så må du selv overveje, hvordan det bedst udnyttes.

Plads

Det er helt afgørende, at du har god plads på bordet. Hvis der ikke er plads nok, havner du i nogle uhensigtsmæssige arbejdsmønstre. Du får lavet plads ved at rydde op - væk med alle stabler af papir mv. Udover denne enkle forholdsregel, skal skrivebordet selvfølgeligt være stort nok i sig selv.

Dybde og højde

Skrivebordet skal have en god dybde, så du kan skubbe skærmen så langt ind som nødvendigt.

Ved mere end 2 timers dagligt arbejde (uden afbrydelse) anbefales et såkaldt hæve/sænkebord. Det kan typisk reguleres trinløst i højdeintervallet 60 - 120 cm. På den måde kan du skifte mellem forskellige højder og mellem siddende og stående arbejde.

Bordets højde

Den ideelle højde er sådan, at du kan nå skrivebordet med albuernes spids, når du sidder i den rigtige stilling:

  • Med rank ryg
  • Fødderne på gulvet
  • Albueleddet bøjet 90 grader

    Den tilsvarende højde gælder når du står op. Albuespidsen skal lige røre bordpladen (plus/minus 2 cm).

    Dyre borde?

    Et hæve/sænke-bord skal skal helst være elektrisk/hydraulisk. Ellers får du ikke brugt den. Sådan et bord er dyrt - fra 10.000 kr. og opefter. Men på den anden side - hvis du arbejder der 8 timer om dagen 250 dage om året - er det så for dyrt? Din løn er i hvert fald meget dyrere, og der skal ikke lange sygeperioder til, før besparelsen bliver dyr.

    Designet herover er fra Duba Møbelindustri AS, som laver fremragende møbler.

    Min erfaring er, at mange arbejdsgivere indkøber dårligt materiel, og det gælder både pc'ere, borde og stole. Jeg forstår det ikke, dette inventar koster kun en brøkdel af den ansattes årsløn.

    Tastatur og mus i niveau

    Der har været mange ergonomiske "moderetninger" gennem årene. For tiden anbefaler ergonomerne, at tastatur og mus er i niveau. Det betyder, at tastaturet ikke skal sænkes ned under bordpladen, som man ellers har set det.

    Variabel skærmnedsænkning

    Det er vigtigt, at bordet kan justeres i højden, for det skal tilpasses helt individuelt. Men når skærmen skal stå på bordet, skal den også kunne justeres i højden. Skærme er også meget forskellige i størrelse; derfor skal skærmen kunne justeres op og ned uafhængigt af bordpladen. Det kaldes variabel skærmnedsænkning, og det kan de bedre borde klare.

    Bemærk i billedet herover:

  • Skærmen er ret lille, så den er hævet i forhold til bordpladen.
  • Borddybden fra bordkant til hjørnet er > 100 cm.
  • Musen er placeret foran tastaturet. Dette er én mulig placering.

    En stor skærm skal måske sænkes, men det klares også let.

    Højde er vigtig!

    Det er afgørende at have et ordentligt bord helst med elektrisk hævesænkemekanisme. Det er en rigtig god ting at kunne stå op og arbejdde i løbet af en lang arbejdsdag. Den største bordhøjde er i øvrigt fremragende, når man skal gøre rent under bordet eller når man skal til pc'en. Det er helt genialt!


    Næste modul

    Forrige modul


    Copyright Michael Karbo.