6.0 Om lyd og billede

Billedet må ikke flimre og pc'en må ikke støje. Men hvordan klares det?

Introduktion til skærmen

Hvis du ikke har ret meget viden om skærme og deres opbygning, vil stærkt anbefale at du læser alle artiklerne i hardwareguiden om skærme. Hele videosystemet, som det kaldes, er en kompliceret blanding af digitale og analoge data, kontrolprogrammer og elektronik. Her følger kun ret korte artikler om emnet.

Skærmens placering

Man anbefaler, at skærmen placeres 50 - 90 cm fra øjet; men det afhænger selvfølgelig af af skærmstørrelse. Den øverste tekstlinje skal være ca. 15 cm under øjet. Derfor er det ret godt, hvis din skærmhøjde kan reguleres. Ofte er skærme placeret for højt i forhold til øjenene, og det giver spændinger i nakken hele tiden at skulle kigge opad.

Brug ikke for små bogstaver ved en høj opløsning. Så tvinges du til at sidde for tæt på skærmen.

Nej til snavs

Et vigtigt element i et godt miljø er renlighed. Og når vi taler om skærmens billede, så skal det opså være rent!

Snavs er mange ting:

  • En fedtet skærm
  • Fedtede briller
  • Uklart blinkende billede

    Fælles for disse typer forurening er, at de kan give spændinger og hovedpine. Undersøgelser viser nemlig, at hjernen modtager og forsøger at tolke de uklare signaler, som snavset udgør. Og det er et håbløst arbejde, som trætter utroligt meget. Så sørg for at holde skærm og briller rene!

    Se også artiklen om lysforhold.

    Nej til flimmer

    Almindelige skærme (såkaldte CRT-skærme) flimrer. De blinker normalt et sted mellem 60 og 100 gange i sekundet. Vi bruger udtrykket refresh-rate til at beskrive denne blinken, og det emne er meget grundigt beskrevet i hardwareguiden. Her skal blot nævnes at VESA's ergonomi-norm foreskriver en refresh-rate på mindst 75 Hz. Jeg vil selv anbefale 75 eller 85 HZ afhængigt af skærmen og skærmkortet. Jo højere refreshraten stilles, jo mere kræver det af skærm og skærmkort, som skal være af høj kvalitet.

    Skærmfarver mv.

    Det mest øjevenlige skulle være mørke bogstaver på en lys baggrund. Fx sorte eller mørkeblå bogstaver på hvid baggrund.

    Noget andet er, at gule bogstaver på sort baggrund af mange opfattes som noget af det mest læsevenlige overhovedet. Personligt var jeg selv meget begejstret for den farveopsætning vi havde i det gode gamle WordPerfect for DOS. Der var gule og hvide bogstaver på en blå baggrund - og det virkede meget roligt og behageligt.


    Nej til støj

    Støj er en kilde til irritation i arbejdsmiljøet. Den permanente summen og snurren fra pc'erne registreres i det ubevidste og kan være med til at opbygge spændinger og irritation. Det kan i hvert fald give hovedpine.

    Der er (mindst) tre kilder til støj fra en pc, og de kan alle minimeres, hvis man vil investere lidt i det:

  • Blæseren i strømforsyningen
  • Blæseren på CPU'en
  • Harddiskens snurren

    Alle disse tre mekaniske enheder (to ventilatorer og en samling hastigt roterende metalskiver), snurrer almindeligvis uafbrudt, og kan give meget lyd fra sig. Nogle mennesker irriteres meget af det, andre mindre. Det ligger dog fast, at mange får tinnitus og høreskader i disse år, og den permanente summen og snurren i kontormiljøer kan i højeste grad være medvirkende.

    Så hvis du ikke vil sidde med høreværn ved din pc, hvad kan du så gøre?

    Dæmp støjen fra strømforsyningen

    Pc'er er meget forskellige i deres opbygning, men de har alle en strømforsyning. Og der er en ventilator, som støjer. I nogle pc'er støjer de rigtig meget.

    Køb en god støjsvag strømforsyning. Jeg kan anbefale denne trafo fra Q Technology, som udmærker sig ved at blæseren har keramiske lejer. Det er noget, der virker; den siger ganske enkelt ikke en lyd!

    Støjsvag strømforsyning fra Morgen Computers.

    Støj fra CPU'en

    De moderne CPU'er indeholder millioner af bitte små transistorer, der hele tiden er travlt beskæftigede med at tænde og slukke for spændingen. Alt dette elektroniske arbejde udvikler en masse varme. Og da CPU'en arbejder bedst ved stuetemperatur (eller gerne køligere), skal CPU'en køles ned.

    Afkølingen foregår ved at man placerer en lille blæser ovenpå CPU'en. Den er vores næste støjkilde. Sådan en blæser kan støje mellem 24 og 40 db. Hvis din blæser larmer, bør du skifte den ud. Der findes meget støjsvage udgaver, fx af mærket Cooltium:

    I øvrigt er blæseren en stor støvsamler; den bør jævnligt renses, det holder også støjen i ave:

    Det nyeste er CPU-kølere med keramiske lejer. De er dyre, men lækre. Læs mere hos firmaet AT Computing

    Harddisken

    Den sidste støjkilde, vi skal se på, er harddisken. Moderne harddiske roterer ved 7200 omdrejninger i minuttet, og det giver en konstant snurrende lyd. Den kan let dæmpes. Systemet hedder Silent Drive, og det består i en lydisoleret plastkasse, som man monterer harddisken i:

    Selve dæmpningen består af en sort plastkasse med en tung gummibelægning på indersiden. I kassen er der to gennemgående aluminiumsplader, so afleder varmen:

    Normalt passer en harddisk ind i kabinettet i en såkaldt 3½" bay. Når disken er dæmpet, skal den i stedet monteres i en 5½" bay:

    Her ser du to dæmpede drev monteret:

    Silentdrive virker aldeles fortræffeligt, og monteringen er ikke særlig svær. De distribueres af Morgen Computer i Slagelse.


    Næste modul

    Forrige modul


    Copyright Michael Karbo.