Modul 3e08b. Om Pentium III - fortsat

Pentium III skulle hurtigt vise sig at blive den platform, Intel kunne bygge videre på. Men AMD var hårde ved Intel i årene 1999-2000. Intel skød også sig selv i skoene med et tiotalt kikset chipsæt.

  • Cumine
  • Athlon blev hård for Intel
  • Den sidste Pentium III
  • Næste side
  • Forrige side


  • 600 MHz og ny bus

    Den 31. juli 1999 blev Pentium III frigivet i 600 MHz version og den 27.09.99 kommer to ny udgaver, 533 og 600 MHz. Begge var baseret på en 133 MHz systembus, som det ny chipsæt i820 skulle leverere. Deværre var der (igen) fejl i chipsættet, som endnu engang må udsættes.

    Intel stod dermed svagt overfor AMD med den utroligt succesfulde Athlon .

    Lidt godt nyt var der dog for Intel: Adobe har indbygget understøttelse for SSE-instruktionerne i Photoshop 5.5. Det viste sig at give en utrolig hastighedsforbedring.


    Cumine

    Den 25.10.99 kom en ny generation af Pentium III-processorer. Det ny var procesteknologien, hvor de elektriske spor i selve chippen er reduceret fra 0,25 mikron til 0,18. Spændingen er tilsvarende reduceret fra 2,2 Volt til 1,6 Volt, og det betyder mindre varme og mulighed for højere klokfrekvenser. I første omgang var topmodellen oppe på 733 MHz.

    Selve CPU'en er ikke ændret i logik/design, men den er blevet mindre. På den måde er der også blevet plads til hele 256 KB L2-cache, som nu kører ved fuld klokfrekvens. Der er nu klemt 28 millioner transistorer ind på chippens 106 kvadratmillimeter.

    De ny processorer med 0,18 mikron teknologi hedder E til efternavn for at skelne dem fra de gamle modeller. De af chipsene, der har 133 MHz systembus hedder ydermere B. På den måde kan der (en overgang) fås fire varianter af en Pentium III-600:

    ModelProcesKlokfrekvenser
    600 0,25 6 x 100 MHz
    600E 0,18 6 x 100 MHz
    600B 0,25 4,5 x 133 MHz
    600EB 0,18 4,5 x 133 MHz

    Intel udfasede varianterne, der var baseret på 0,25 mikron teknologi, men i en overgangsperiode kunne begge teknologier ses på markedet.

    Senere kom der også Celeron'er på 500 - 1000 MHz baseret på CuMine-kernen.

    Ingen kobber i første omgang

    Oprindeligt var det meningen, at denne ny chip skulle være produceret med såkaldt kobber-teknologi. Serien kaldes nemlig også "CuMine". Det passer ikke; de første CuMine-chips er "bare" lavet med aluminium i .18 mikrons bredde. Først med Tualatin-kernen (0,13 mikron) fra 2001 skiftede Intel til procesteknologien til kobber.

    SpeedStep

    Samtidig med de ny CuMine chips, lancerede Intel en ny serie chips til de bærbare pc'er. Der er tale om chips i 500 MHz-klassen med 100 MHz bus. Det er Pentium III'er med indbygget SSE, og da de er lavet i 0.18 teknologi, har Intel kunnet trylle med strømforbruget.

    En ny teknologi gør det muligt at neddrosle chippen, når maskinen kører på batterier. Ved at reduceres spændingen fra 1,6 til 1,1 Volt, kan strømforbruget halveres! Ydelsen skulle kun falde med cirka 20%.


    Athlon blev hård for Intel

    I de første måneder af 2000 var det åbenlyst at Intel havde det svært med deres top-model Pentium III. Af uforståelige grunde var de ikke i stand til at fremstille det nødvendige antal processorer. Igennem flere måneder var det stort set ikke til at købe en Pentium III, kun ganske få 600 MHz-modeller nåede frem til kunderne. I februar kunne man få masser af Athlon'er i 650, 700, 750 og 800 MHz.

    AMD udnyttede situationen ved at vise stor styrke. De rullede den ene hurtige Athlon ud efter den anden.

    Intel kom også med masser af ny modeller. Den 11. januar 2000 kom 800 MHz versionen af Pentium III med klokfrekvens på 6 x 133 MHz. I februar fremviste Intel stolt en Pentium III, som kørte ved 1 Ghz (1000 MHz) uden speciel køling (tidligere prototyper har været kraftigt nedkølede for at holde varmen under kontrol).

    Sidst i februar 2000 kom 850 og 866 MHz modellerne og i maj kom 933 MHz modellen. Intel prøvede altså at vise styrke, og at man sagtens kunne fælge med AMD. Det klingede bare lidt hult, da man i praksis ikke kunne levere varen. Dell havde 2 måneders ventetid på en 800 MHz-maskine - det duer jo ikke, når AMD ruller tusindvis af processorer ud hver dag og uge.


    Den sidste Pentium III

    Det interessante er imidlertid, hvilken version af Pentium III som bliver den sidste. For der er ingen tvivl om, at løbet er ved at være kørt for denne processor.

    Pentium III bygger på relativt gammel teknologi - den såkaldte P6 core, som man påbegyndte udviklingen af helt tilbage i 1991. Se skemaet herunder:

    Intel processorer bygget på P6 kernen

    Sidst i år 2001 kom den formentlig sidste Pentium III på markedet. Her var tale om 1200 MHz modeller bygget i den ny 0,13 mikron teknologi med kobber-isolatorer (Tualatin-kernen).

    Rygterne lød på, at Intel primært ønskede at teste den ny teknologi på en ukompliceret chip, inden produktionen af Pentium 4 flyttes til den ny proces. I hvert fald virkede det ikke somom Intel havde de store planer med disse de sidste Pentium III'ere. Der var stort set ingen pressemeddelelser om dem.



    Pentium 4 er beskrevet senere (i modul 3e14).


  • Næste side
  • Forrige side


    Lær mere

    Læs også om MMX, 3DNow! og SSE (Katmai)

    Læs videre om chipsæt i modul 2d

    Læs videre om klokfrekvenser i modul 3d.

    Læs videre om Ultra DMA og AGP i modul 5b

    Læs om driv-programmer til Windows 95 i modul 6c.

    Læs videre om RAM i modul 2e


    Copyright (c) 1996-2011 by Michael B. Karbo.