Photoshop, scanning, 36 bits farvedybde...

01.12.00

  • Næste
  • Forrige
  • Spørgsmål & Svar ...

  • Hej Michael Karbo.

    Jeg har et spørgsmål vedr Photoshops behandling af billeder i højere kvalitet end 24 BITS.

    Jeg har købt en Canon 650U 42 bits scanner samt en Acer scanwitt 2700 36 bits diasscanner. Til sidstnævnte fulgte Photoshop 5.0 LE med. En bekendt har Photoshop 5.0 med samme problem.

    En masse ting i photoshop virker ikke ved højere kvalitet en 8 bit pr. kanal (f.eks. følgende funktioner virker ikke : print, layer, select, filter).
    Hvis verdens bedste billedbehandlingsprogram ikke kan behandle billeder med højere kvalitet end 24 bits, så er der ikke meget ved at scannerne produceres med 36, 42 eller helt op til 48 bits.

    Er der et eller andet sted i Photoshop man kan indstille den til at behandle mere end 8 bits pr. kanal ??
    Jeg er godt klar over, at hvis man går ind i Image, Mode, og flytter fluebenet fra 16 bits / kanal til 8 bits/kanal så fungerer ovennævnte funktioner i Photoshop.
    Hvis man foretager ovennævnte, halveres billedets størrelse. Eks. Jeg indscanner et 36 bits billede, som fylder 36 MB. I Photoshop ændrer jeg fra 16 til 8 bits pr. kanal. Herved reduceres billedet til 18 MB. Dvs. slutresultatet blev på 6 bits pr. kanal, hvilket jo er et temmelig dårligt resultat, når udgangspunktet var 12 bits pr. kanal.
    Jeg vil være glad, hvis du har en løsning på dette.

    Med venlig hilsen, Jørgen Hammershaimb, Århus


    Karbo svarer

    Hej Jørgen

    Spørgsmålet er, om det overhovedet er et problem, det du beskriver. Almindeligvis giver det vist ingen mening at arbejde med større farvedybder end 24 bit. Lad mig uddybe det lidt.

    Moderne scannere arbejder med farvedybder på 12 og 14 bit per kanal. Men det betyder ikke, at der kommer 12 eller 14 bit farvedybde i det resulterende billede. Typisk er der et tab på 4 bit i kraft af "støj", elektrisk støj må det være. Så derfor er 12 eller 14 bit faktisk påkrævet for blot at kunne opsamle en 8 bit farveværdi.

    Prøv fx at scanne dit bedste dias eler farvenegativ direkte ind IrfanView. Og prøv så at tælle antallet af farver. Du vil blive overrasket. For der burde jo være op mod 16 millioner forskellige farver, men det er der så langt fra. Jeg har ikke oplevet over 3 millioner forskellige farver i noget billede. Jeg hører meget gerne fra dig eller fra andre, der har erfaringer på dette område.

    Hvis du vil forske videre i emnet, kan du prøve at se de forskellige farvekanaler for sig og tælle farver der. Så vil du få syn for, hvor stor (lille) farvedybde, der egentlig er i dine billeder.

    CMYK-billeder

    I følge min kollega Peter G. Christiansen kan man arbejde med 16 bit pr. kanal i CMYK-billedder. Du skal altså konvertere billede til CMYK-tilstanden, hvor man kan have en total farvedybde på 64 bit! Herefter skulle både Levels, Kurver, Uskarp afmaskning mv. virke, men kun i ét lag. Så hvis der er behov for større farvedybde, kan Photoshop selvfølgelig håndtere det! Peter pointerer dog, at arbejde med billeder i mere end 24 bit tilstand kun har relevans i forbindelse med professionelle tromlescannere og andet udstyr i 100.000 kr. klassen. Så derfor står mine indledende kommentarer ved magt.

    Korriger farver før scanning

    Noget andet er, at du skal foretage så meget af billedbehandlingen før du scanner. Se beskrivelsen i min artikel om dias-scanning. Det er meget vigtig, for hver gang du bearbejder et billede i Photoshop, så formindsker du antallet af billeddetaljer, herunder antallet af farver! Så brug scannerens software til at få korrigeret lys og farver inden du scanner. Så får du den maksimale farvedybde i det endelige billede.

    Jeg blev selv opmærksom på hele denne problematik, da jeg begyndte at tælle farver i billeder fra digital-kameraet. De gemmes i JPG, og der reduceres farveantallet i den grad. Der er sjældent over 400.000 forskellige farver i sådan et billede.

    For nylig drøftede jeg emnet med en professionel fotograf, der arbejder med PhaseOne-udstyr. Det er digitale bagstykker til Hasselblad- og Mamiya-kameraer. Han grinede af mig, og sagde at sådan noget med farvedybde og at tælle farver ofte var det rene "flueknepperi", for det har ikke nødvendigvis nogen praktisk betydning. Det, der tæller, er billedets visuelle kvalitet, når det bliver trykt.

    Jeg håber, at du kan bruge mit svar til noget. Lad mig endelig høre fra dig igen, hvis du kommer videre med emnet.

    Med venlig hilsen

    Michael Karbo


  • Næste
  • Forrige
  • Spørgsmål & Svar ...


    Copyright (c) 1996 - 2001 by Michael B. Karbo.