Valg af ny PC, sort...

26.11.00

  • Næste
  • Forrige
  • Spørgsmål & Svar ...

  • Hej Karbo

    Jeg skal til at købe en ny computer - og den skal være sort, det er alt det andet jeg har nemlig.
    Jeg har set en IBM NetVista A40i, den fås med en Athlon 1000 MHz processor, 128 MB og 32 MB grafikkort, den samme model fås med Pentium 866 MHz processor, men den findes kun i hvid.
    Min bekymring er, at jeg har fået at vide at Athlon er mere ustabile og bliver meget varme, er det rigtigt? Hvilket er det bedste valg?
    Der findes også en mindre model med Pentium III 866 MHz, 128 MB, men her er grafikkortet et Intel 815e integrated med op til 10 MB, er det ikke for lidt? Jeg arbejder mest med Photoshop og web-sider, så jeg går ud fra at grafikkortet er meget vigtigt? Hvad vil det sige at kortet er integrated?
    Jeg håber at du kan hjælpe mig.

    Med venlig hilsen, Bent Jensen, Maribo


    Karbo svarer

    Hej Bent

    Hvad med selv at bygge en ordentlig pc, og så give den en gang sort spray bagefter?

    Nå, det er nok ikke det, du vil. Jeg tror ikke, at der er grund til bekymring over Athlon'en. Når IBM bruger den, så må det virke. Jeg ville i hvert fald ikke selv have bekymringer over at købe den. Noget andet er så, at jeg nok selv ville bygge pc'en, først og fremmest af hensyn til fleksibiliteten og de fremtidige udvidelsesmuligheder.

    Noget andet er, at Pentium III er god til Photoshop p.gr.a. de indbyggede SSE-instruktioner.

    Hvis du køber en pc med bundkort, der er bygget op over chipsættet i815, så får du integreret grafik-funktionen på bundkort.

    Normalt sidder grafik-processoren på et indstikskort, hvor man så kan vælge mellem forskellige mærker og kvaliteter (især når man selv bygger/får bygget sin pc). Men for at spare penge, er Intel begyndt at indbygge grafik-processoren i bundkortets centrale chipsæt.

    Mange "purister" eller pc-fanatikere, om du vil, er meget kritiske overfor denne type integreret grafik. Personligt har jeg ikke spor imod det. Især ikke, når grafik-funktionen som i tilfældet chipsættet i815 kan slås fra.

    Om i815-grafikken er god nok - det ville jeg lade komme an på en prøve. Til Photoshop alene, tror jeg, at det er OK. Det er nok især på 3D-spil-siden, at grafik-ydelsen halter lidt efter. men så kan du altid disable grafik-delen i bundkortet og installere et "løst" grafikkort.

    Med venlig hilsen

    Michael Karbo


  • Næste
  • Forrige
  • Spørgsmål & Svar ...


    Copyright (c) 1996 - 2001 by Michael B. Karbo.